Hvad kæmper jeg for
Grundlæggende er jeg som politisk menneske optaget af to ting.
At forsvare Danmark og dansk kultur mod konsekvenserne af venstrefløjens politiske katastrofe-idéer og landsskadelige dagsordener. Dansk Folkeparti skal være et borgerligt skjold af saglighed og substans - i et ærligt & redeligt, handlingsorienteret forsvar for både frihed og fædreland. Tryghed og tillid.
At generobre Danmark som danskernes fædreland. Hvor det ikke er skamfuldt at være stolt af sin historiske arv, sit nationale tilhørsforhold eller sit folkelige ophav - og hvor borgerne i vid udstrækning råder frit over over deres egen tilværelse. For mindre stat - og mere menneske.
I Folketinget er jeg optaget af at kæmpe for:
Lov & orden, retfærdighed, ærlighed og talen lige ud af posen.
Uærlighed, tvetungethed og hykleri inficerer desværre dansk politik. Dansk politik er efterhånden blevet et teater. Hvor befolkningen er statister eller tilskuere i et politisk magtspil, der ikke handler om at forbedre Danmark - men om at beholde magten ved hjælp af dobbeltspil og kynisk sproglig manipulation.
Udfordringerne hober sig op. Svage og syge piskes rundt i et rigidt og firkantet system skabt af politikere for egen vindings skyld.
Ytringsfriheden indskrænkes af både voldelige islamister og store IT-virksomheder, der efterhånden har overtaget et monopol på vores offentlige samtale. Vi er vidne til daglige overfald & trusler, meningsløs vold og skyderier.
EU overtager mere og mere beslutningskompetence - og dansk demokrati og folkelig suverænitet reduceres således langsomt til en ren formalitet.
Vi er nødt til at sige stop. Hårdt og kontant.
Vi skal føre en meget mere konsekvent udlændingepolitik, vi skal være kompromisløse i vores forsvar af ytringsfriheden, og vi skal nægte at lade EU eller staten overtage vores individuelle og folkelige beslutningskompetence.
Jeg vil kæmpe for en bred, borgerlig konservativ dagsorden.
En dagsorden, der værner om nationalstaten, natur- og kulturarven samt vores fælles folkelige traditioner. Jeg vil kæmpe for den private ejendomsret, kernefamilien & friheden for både den enkelte, for familierne og for civilsamfundet.
Som danskere har vi et værdifællesskab, der har sit udgangspunkt i en tusindårig historie og en kultur, der opbygget og forfinet gennem adskillige generationer. Fædrelandet er garanten og forudsætningen for den individuelle frihed.
Det er er vores opgave at beskytte vores fædreland – ingen andre kæmper kampen for os.
Jeg er som skolelærer en kandidat med dagsordener og klare meninger på det uddannelsespolitiske område. Vi skal genintroducere respekten for et dybdegående kendskab til vores egen kultur og historie - samt retten til at være stolte af vores land, vores herkomst og vores arv.
Vores folkelige viden og erfaringer skal dyrkes - og dansk kultur skal generobres.
Jeg vil kæmpe for et opgør med misbruget af danske skattekroner til diverse NGOere og interesseorganisationer (KVINFO, LGBT+ Danmark, mellemfolkeligt samvirke m.v. ), der åbenlyst repræsenterer antitesen til borgerlige dagsordener i stort set alle henseender.
Jeg vil kæmpe for retfærdighed i det familieretlige system. Uretfærdigheder, der særligt rammer den mandlige del af befolkningen, har i alt for mange år været negligeret af en elite, der udelukkende synes at interessere sig for en fiktiv diskrimination mod kvinder.
Kombinationen af frihed og fædreland er dybt indgroet på min rygrad - og har været det fra lige da jeg trådte ind i politik.
Jeg brænder inderligt for at tage et opgør med, at danskerne skal leve i et af de mest gennemregulerede samfund i verden - med daglige begrænsninger i form af regulering og kontrol.
Velfærd ér ikke per definition offentlig - og større offentligt forbrug er ikke nødvendigvis godt. Tværtimod.
Vi skal decentralisere og fokusere den offentlige service på kerneopgaver. Vi skal styrke civilsamfundet og nærdemokratiet. De bedste beslutninger træffes tæt på de mennesker, de vedrører, og styrker dermed ansvarsfølelsen og kvaliteten af beslutningerne.
En af styrkerne ved Danmarks kultur og sammenhængskraft er netop, at vi i en så stærk kultur har mulighed for at have LANGT færre love og regler.
Vores gensidige respekt og fælles historiske referenceramme muliggør en orden, der i langt højere grad er rodfæstet i sædvaner.
Alligevel tilsander vi overalt i idiotisk lovgivning - takket være et embedsværk og en samling system-politikere, der har opbygget et system - kun til fordel for sig selv.
Jeg vil bekæmpe EUs ensretning og kæmpe for at udbrede forståelsen for, at Europas styrke er skabt ved nationalstaters århundredelange indbyrdes konkurrence om at udvikle de bedste samfund og skabe løsninger, som har inspireret på tværs af grænser.
Med historien i ryggen skal vi fortælle, at lige netop vores frihedsværdier er formet efter det danske folkeliv, hvor vi har tradition for ytringsfrihed og satire, sekularisme og samtale. Og med stolthed skal vi forsvare vores fædreland mod overstatslige angreb på vores nationale identitet.
Vi skal generobre Danmark.
⦿ I kulturpolitikken.
⦿ I uddannelsespolitikken.
⦿ I den økonomiske politik.
⦿ & I udlændingepolitikken.
Det vil jeg kæmpe for.